Uddrag fra Systemisk pædagogik

I det følgende er der korte uddrag samt resume fra det sidste kapitel i min bog.

Forskningsresultater af bl.a. Camilla Hutters peger på, at gymnasieskolerne kunne trænge til en pædagogisk forbedring med mere fokus på eleven (anerkendende tilgang) samt et mere nuanceret feedback-system. Det er ikke så meget anderledes end i folkeskolen. Så en konkret måde at forbedre undervisningen på gymnasieskolerne (eller folkeskolen) kunne meget vel være at indføre formativ feedback.

Hvilket den i bogen anonymiserede gymnasieskole lige præcis gør. Gymnasiet indfører formativ feedback ved at ledelsen spiller ud med følgende retningslinjer:

  1. Der må ikke gives karakterer mere for opgaver, den summative feedback skal neddrosles til kun at blive givet, når det er et lovkrav og ved interne prøver.
  2. Alle klasser skal lave formativ feedback.

Efterfølgende sender lærerne en mail til ledelsen, hvori der bl.a. står: ”At vi ikke er godt nok rustede eller har fået den fornødne tid til at kunne varetage den opgave, der er blevet os pålagt i forbindelse med overgangen til øget formativ evaluering.”

Heller ikke eleverne er helt tilfredse med ændringerne og jeg interviewer bl.a. to elever fra gymnasiet for at få deres perspektiv, herunder er gengivet det ene af dem.

Eleven Josefine definerede formativ feedback som: ”Når opga­ven kommer tilbage med kommentarer”. Som Mille oplevede hun ikke formativ feedback som et gode, og det, hun især hæftede sig ved, var de fraværende karakterer for opgaverne. Det gav Josefine en oplevelse af, at hun ikke vidste, hvor hun befandt sig fagligt, hvil­ket var vigtigt for hende, da hun mente, hun kunne få brug for et godt gennemsnit for at komme ind på en videregående uddan­nelse. Om dobbeltafleveringen i engelsk udtrykte Josefine sig: ”Jeg føler mig dårligere, jeg ved ikke, hvor jeg er henne. Kommentarerne starter næsten altid med fint, og fint betyder, at det ikke er ret godt for mig, og så kommer alle de dårlige kommentarer bagefter. Det gør, at jeg får en dårlig følelse inde i mig selv”. Det skal bemærkes, at Josefines lærere giver udtryk for, at hun ligger blandt de bedste generelt i klassen.

For at denne komplekse evalueringsform mellem lærer og elev kan finde sted i praksis, er der nogle grundforudsætninger, der skal opfyldes. Formativ feedback er ikke noget, man kan gøre ved eleverne, det er noget, man kun kan gøre sammen med eleverne. Der er derfor tre forhold, som nødvendigvis skal spille sammen for de tre ak­tører på en skole/et gymnasium:

  1. Ledelsen skal facilitere, at lærerne bliver klædt på til at udføre formativ feedback i praksis.
  2. Lærerne skal have kompetence til at udføre, se meningen med og kunne klæde eleverne på til at deltage i formativ feedback.
  3. Elever skal være aktive medspillere i den formative feedback, og det er derfor vigtigt, det giver mening for eleverne.

I bogen er det det ovenstående mere udførlig og nuanceret beskrevet, og der introduceres nogle systemiske styringsredskaber – udbytteskemaer, som består af 3-5 feedback spørgsmål til henholdsvis lærere og elever, og som kun tager meget lidt tid at administrere. Der er også to eksempler på, hvorledes karakterer kan benyttes formativt.