Inklusion i tal

Selvom inklusion i tal ikke er en fortælling om store forandringer, kan en enkelt udfordrende elev mere i en konkret klasse betyde hele forskellen mellem at kunne få det hele til at hænge sammen eller ikke.

Som nævnt på forsiden står folkeskolen overfor store udfordringer. Kommunernes Landsforening og Regeringen har aftalt, at andel af ikke-inkluderede elever skal ned på 4 % i 2015.

Inklusionsdebatten er langtfra ny i skoleverdenen. Men med Salamanca-erklæringen fra 1994 om Principper, Politik og Praksis for Specialundervisning, og de stadig stigende udgifter til specialundervisningsområdet, blev der sat en udvikling i gang mod en større fokus på at beholde den enkelte elev i klassen. Elevers udvikling og læring skal i videst mulig omfang finde sted i den almindelige undervisning.

Salamanca-erklæringen siger bl.a.:

  • ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov
  • uddannelsessystemet skal indrettes på en sådan måde, at de tager hensyn til de store forskelle i egenskaber og behov

Som nævnt var de stadig stigende udgifter til specialundervisningsområdet en væsentlig årsag til hele forandringen af ekskluderende specialundervisningstiltag til en inkluderende samme.

Det var især Deloitte-rapport fra 2010, der markerede et skifte. Rapporten konstaterede, at de samlede udgifter til specialundervisning i skoleåret 2008-09 udgjorde 12,8 milliarder kroner, hvilket svarede til 29,7 procent af de samlede udgifter i folkeskolen. Udgifterne til den såkaldt segregerede specialundervisning, dvs. specialklasser og specialskoler, hvor børnene ikke er integrerede i nogen form for almindelig skoleklasse, udgjorde hele 80 procent af de 12,8 milliarder.

Segregeringen var en historie i tal om, at fællesskabet blev udhulet på to måder. Dels blev der færre og færre penge til de almindelige elever i folkeskolen, og dels blev der flere og flere børn, som aldrig bliver en del af fællesskabet.

                                                                       Camilla Brørup Dyssegaard, (Dansk Clearinghouse).

Med inklusionsloven fra 2012 satte politikerne foden på bremsen. Systemet bliver lavet om, og der kom økonomiske incitamenter til at beholde flere elever i normalklasserne.

Kurven knækkede og antallet af elever i den vidtgående specialundervisning faldt for første gang siden slutningen af 1990’erne.

Andel elever i inkluderede tilbud (Inklusionsgrad), 2010/11-2014/15.  Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling.

Lovændringen

Loven har til formål at øge inklusionen af elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Lovændringen skal blandt andet være med til at sikre en bedre anvendelse af ressourcerne til gavn for alle børn og unge.
Konkret medfører loven, at specialundervisning fremover er forbeholdt elever med omfattende støttebehov. Denne nye afgrænsning medfører, at specialpædagogisk bistand alene omfatter støtte til elever i specialklasser og specialskoler samt støtte til elever, hvor undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst ni klokketimer ugentlig.

Kommuneaftalen mellem regeringen og KL

Regeringen og kommunerne har med aftalen fastlagt en klar ambition for inklusion. Aftalen indeholder tre klare mål for omstillingen til øget inklusion:

  • Andelen af elever, der skal inkluderes i den almindelige undervisning, øges. Målet er således, at andelen af elever i almindelig undervisning i 2015 er forøget fra 94,9 procent til 96,0 procent. Af det samlede elevtal i folkeskolen.

  • Andelen af elever, der får 2 eller derunder i læsning, retstavning og matematisk problemløsning i 9. klasses afgangsprøve, skal være reduceret i 2015 og reduceret yderligere frem mod 2018.

  • Elevernes trivsel fastholdes i takt med omstillingen til øget inklusion.

Inklusion i praksis

Når inklusionen ofte opleves så belastende for lærere og pædagoger, skyldes det tit to ting. Dels at man mangler kompetencer til at håndtere udfordrende elever, og dels at det er svært at finde overskud i en hverdag præget af ny arbejdstidsaftale, inklusion, og de mange krav man møder i hverdagen.

Etableringen af en inkluderende undervisning er et omfattende projekt. I følge tal fra 2013/14 (Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling) får 84.000 elever en eller anden form for specialundervisning. Af disse elever får 45.000 elever under 7 lektioners støtte i klassen. 4.000 elever får mellem 7-11 lektioners støtte i klassen, og 2.300 elever får mere end 12 timers støtte i klassen. Disse 2.300 elever er elever, der er enkeltintegrerede i grundskolen. De resterende 33.000 elever får undervisning i specialklasser eller specialskoler. Det svarer til 5,6 % af eleverne i folkeskolen. Kommunernes Landsforening og Regeringen har aftalt, at den andel skal ned på 4 % i 2015, dvs. en ændring på 1,5 procentpoint. Det svarer til, at knap 10.000 elever skal flyttes fra specialklasse/specialskoler i løbet af de næste 2-3 år over i almenundervisningen. 

Elevtallet i folkeskolen var 545.549 elever i 2013/14 og 104.866 på det frie område. Ialt 650.415 elever.

 

Gennemsnitligt betyder det at der skal inkluderes en elev mere pr. 3-4 klasser på en skole, ved et klasse gennemsnit på 20 elever. 

Hvad det betyder i praksis vil være meget forskellig fra kommune til kommune. Det vil blive belyst her med et par eksempler fra Undervisningsministeriet: 

  • I Frederiksund går der 5.299 elever i de kommunale skoler. Af disse går 7,2 procent af eleverne i enten specialklasse eller specialskole. For at nå målet om at 96 pct. af eleverne skal inkluderes, svarer det til, at 171 elever skal inkluderes i den almindelige undervisning.
  • I Skive Kommune går der 5.685 elever i de kommunale skoler. Af disse går 3,2 pct. af eleverne i enten specialklasse eller specialskole. Det vil sige, at Skive Kommune allerede i dag lever op til målet om, at 96 pct. af eleverne skal være inkluderet i den almindelige undervisning. 

Notat fra Undervisningsministeriet.