Om anerkendende tilgang

Anerkendende tilgang på skoler og daginstitutioner baserer sig oftest på en ide om, at man skal være positiv og værdsættende. Men skal man virkelig høste frugterne af anderkendende tilgang, er det mere kompleks end som så.

Anerkendelse er en underlig størrelse som begreb. Det bruges overalt, i det private og ikke mindst i det offentlige. Der er ikke mange daginstitutioner, gymnasier eller skoler, som ikke har anerkendelse, som en del af værdigrundlaget. Og alligevel er det, som om dette vigtige princip har svært ved at blive et bærende princip. Men lad os først kigge lidt på et par eksempler på, hvordan anerkendelse optræder.

1. Bliv Klog (http://www.blivklog.dk/Teori/Sociale-relationer/Anerkendelse.aspx) har denne definition:

"Anerkendelse er et begreb, der har vundet frem i den pædagogiske verden, fordi det bidrager til en kultur, hvor man har fokus på individuelle styrker, ressourcer, kvaliteter - snarere end det modsatte. En anerkendende pædagogik betragtes ofte som en pædagogik, hvor der er i orden at være, som man er".

Bliv Klog giver følgende eksempel på hvordan det kan forstås i praksis:

"Hvis et barn siger "Fuck dig" til sin mor, er der to slags anerkendelse på spil: Anerkendelse af barnets frustration/vrede/ulykke og anerkendelse af barnets sprogbrug. Hvis vi tager udgangspunkt i, at der er tale om uacceptabel sprogbrug, består den dobbelte udfordring for moren således på den ene side i at vise barnet, at det bliver set, hørt og taget alvorligt, men på den anden side at gøre det tydeligt for barnet, at den pågældende sprogbrug ikke skaffer barnet dét, det ønsker".

2. Langeskov skole. Det andet eksempel er fra Langeskov skole, som meget godt dækker, den måde systemisk tænkning og anerkende pædagogik kommer til udtryk på mange undervisningsinstitutioner. Ikke at det er ”forkert”, men det er blot uden den nødvendige kompleksitet, som giver de optimale forandringsmuligheder i en læringskontekst. Om systemisk tænkning skriver skolen bl.a.:

"Derfor er det nemmere at ændre på systemerne, end det er at ændre på en enkeltelev. Når vi ændrer på systemerne omkring eleven, vil eleven også ændre sig".

Om anerkendende pædagogik skriver skolen: 

"Vi antager som udgangspunkt, at børn gør det, som de voksne forventer. Det er de voksnes ansvar at opdrage børnene til at honorere det, som de voksne forventer af dem. Hvis de voksne beholder ansvaret og sætter grænser og forventninger klart og tydeligt og roser god adfærd, så skifter børn adfærd".

"Ved at rose børn, når det lykkes for dem at gøre det forventede, giver vi dem anerkendelse af deres adfærd. Gennem anerkendelse giver vi børnene oplevelsen af, at det de gør er godt for dem og styrker derigennem deres selvværd. ”Ros” vil sige, at man italesætter barnets adfærd, når det gør, som man forventer, f.eks. ”Det var godt, at du hjalp lillesøster”, for så viser man barnet, at man har set dets handling og værdsætter dets adfærd".

https://www.langeskov-skole.dk/Infoweb/indhold/Skolens%20profil/Information%20om%20skolens%20p%C3%A6dagogik.pdf

I det næste vil jeg afdække, hvordan en mere kompleks tilgang, til det at tænke systemisk, og hvordan anerkendelse kan forstås. Det er nødvendigt for at kunne lave tiltag, som øger muligheden for succesfuld forandring.

Anerkendelsens kompleksitet

Det at kunne lytte er en grundlæggende del af relationskompetencen.

Der er ingen entydig definition på anerkendelse og relationskompetence, men ikke desto mindre er det nødvendigt at have en definition, som er meningsfuld for praksis og det forandringsarbejde, som læring er. Pga. kompleksiteten i anerkendelses begrebet, kan vi ikke i praksis agere anerkendende, hvis vi ikke ved, hvad vi gør, når vi gør noget.

Lad os først definere relationskompetence og anerkendelse på en måde der tager udgangspunkt i vores autopoesiske erkendelse:

”Relationskompetence er evnen til fremmediagttagelse – at kunne iagttage andres iagttagelseskriterier. Man skal kunne sætte sig i den andens sted, selv om vilkåret er dobbeltkontingens[1]” (Qvortrup, Lars 2001, 115).

I en skolekontekst betyder det, at relationskompetencen kræver evnen til at sætte sig ind i elevernes iagttagelseskriterier (deres måde at anskue verden). Det er nødvendigt for lærere og pædagoger at forsøge at forstå elevernes intentionelle stilstande og perspektiver (fremmediagttagelse).  Nu er der mere til relationskompetence end blot fremmediagttagelse og iagttagelseskriterier, men man kan sige, at det er de væsentligste komponenter, og som det følgende beskriver, så er det egentlig en definition på anerkendelse.

Når man laver anerkendende pædagogik bliver ros og fremmediagttagelse tit blandet sammen, og selvom begge forhold hører under relationskompetencen er de også grundlæggende to forskellige tilgange til eleven.

Skal vi prøve at indfange den anerkendende pædagogik og dermed den vigtigste komponent i relationskompetencen, som ligger i forlængelse heraf, er det nødvendigt at have noget måle de undervisningshandlinger op mod, som skal skabe, det særlige bånd, som relationen er. Det er derfor meningsfuldt at dele relationskompetencen op i to kategorier (Bente Lynge, 2007):

  • Anerkendelse
  • Værdsættelse

Anerkendelse er, når man interesserer sig for elevens perspektiv (fremmediagttagelse). Det kan komme til udtryk på flere måder. Dels kan man prøve at inddrage elevens perspektiv (iagttagelseskriterier): ”Det er interessant det du siger, sådan kan vi også gøre det”, eller ”jeg kan godt forstå du er ked af det, det er ikke i orden du ikke må spille med i fodbold”.  Men at interessere sig for elevens perspektiv er ikke det samme, som at vi behøver at give udtryk for at vi er enige. Er vi uenige kan vi udtrykke forståelse for det intentionelle bag handlingerne: ”Jeg kan godt forstå at du synes Peter begik frispark mod dig Jan, men det er ikke i orden, at du slår ham, når i spiller fodbold”. Anerkendelse søger at inddrage og anerkende den anden parts første persons perspektiv. Anerkendelse styrker selvfølelsen hos elevene, det giver dem en oplevelse af, at deres måde at se verden har værdi.  

Værdsættelse er når man positivt tager udgangspunkt i sin egen opfattelse af en situation:”Det er flot, det du har lavet, dine bogstaver er lette at læse”, her er perspektivet et første persons perspektiv, som den anden part kan spejle sig i, og det vil ofte fremstå som ros. Værdsættelse kan også have form af komplimenter eller være fysisk som et klap på skulderen, eller et nik med hovedet. Værdsættelse styrker selvtilliden, fordi den giver eleverne en oplevelse af, hvad de er gode til.

Værdsættelse og anerkendelse i en blanding er det optimale, hvor anerkendelse styrker oplevelsen af at føle sig set, hørt og forstået, og værdsættelse fra lærere og kammerater styrker oplevelsen af at være del af et socialt fællesskab med værdier og ambitioner. Det skaber selvværd hos barnet, når barnet har en passende blanding af selvtillid (hvad kan jeg?) og selvfølelse (hvem er jeg?).


[1] Kontingens er et udtryk fra systemteorien, som udtrykker den usikkerhed der altid vil være om ”psykisk system A” har tolket og forstået ”psykisk system B” korrekt. Dobbelt kontingens dækker at denne usikkerhed går begge veje.

En analyse af anerkendelses begrebet

  1. Hvis vi ser på anerkendelsesbegrebet hos Bliv Klog er det tydeligt, at det er en blanding af anerkendelse og værdsættelse og har tydelige referencer til positiv psykologi. I eksemplet med barnet der siger ”fuck dig” til sin mor, skildres et forsøg på at være anerkendende, altså at tage barnets perspektiv. Problemet er, at der mangler en kommunikation med barnet, man kan sige at anerkendelsen ikke er ”ægte”, fordi den baserer sig på en 1. persons tolkning af hvad der er på spil hos barnet. Arbejdshypotesen er ”barnets frustration/vrede/ulykke” og det kan måske være rigtig, men for at vide mere om, hvad der er på spil, er man nødt til at indgå i kommunikation med barnet. Måske udspringer sprogbruget af manglende evne til selvregulering. Barnet vil måske slet ikke sige ”fuck dig”, men mangler redskaber til at handle efter egne ønsker og værdier. Det vil medføre, at man må tage en anden tilgang til forandring end blot at forstå barnets kvaler. Barnet behøver hjælp. Det handler ikke om, hvad man tror, der er godt for barnet, men hvad der er godt for barnet gennem et fælles tredje.

  2. Jeg vil starte med at pege på en almindelig fejltagelse, når man arbejder systemisk, som er i tråd med ovenstående. Langeskov skole skriver:"Derfor er det nemmere at ændre på systemerne, end det er at ændre på en enkeltelev. Når vi ændrer på systemerne omkring eleven, vil eleven også ændre sig". Det er en almindelig misforståelse af et systemisk perspektiv, for det er ingen universel regel, at hvis systemerne omkring eleven ændrer sig, så ændrer eleven sig i en ønsket retning. Der findes ikke årsag/virkning, kompleksiteten er for høj. En enkelt elev kan have enorm indflydelse på et helt system (klassen), hvis elevens handlinger overskrider de øvrige enkelt elementers (elever/lærere) oplevelse af, hvad de kan klare. Fx kan enkelt elever, som har svært ved at impulsregulere sig selv og elever som har svært ved at aflæse det sociale have handlinger og sprogbrug, som er voldsomme. Det kan ikke bare forandre sig, når systemet (konteksten) omkring ændrer sig, det er et både/og. Der skal også arbejdes med eleven.

    Her vender vi tilbage til anerkendelses begrebet. Langeskov skoles anerkendelse er reelt værdsættelse, det handler primært om ros. Hvor anerkendelse forstået som, at interessere sig for den/de andres perspektiver placerer sig som et nøgleområde i den systemiske tankegang. De fleste børn, som ikke kan styre deres sprogbrug, truer eller slår, vil gerne, at det kunne være anderledes. Det er derfor væsentligt at få dem med ombord i tiltaget, for dels at sikre større chance for succes, men også fordi næsten alle mennesker ønsker at opleve sig selv som kompetente deltagere i sit eget liv. Derfor vil dèt, for et barn at blive bedre til fx at impulsregulere sig selv, være styrkende for selvværd og positiv positionering i en klasse.

    Jeg kender ikke Langeskov skole og deres praksis, så min analyse beskæftiger sig kun med det vidensgrundlag, der gives udtryk for på deres hjemmeside. En tilgang til anerkendelse og systemisk tilgang, der bliver en tand for simplificeret til at kunne løse de tungere inklusions opgaver, er meget almindeligt på skoler.

    Det ovenstående er selvfølgelig mere kompleks, end det er muligt at beskrive her. Ikke mindst er anerkendelse også en grundkompetence i det didaktiske arbejde. Er du interesseret i at vide mere, bliver området behandlet mere indgående i bogen Systemisk Pædagogik.