Et liv i undren

Jeg hedder Flemming Østergaard, og siden jeg begyndte min uddannelse på lærer-seminariet tilbage i 1982, har undren og nysgerrighed været en stor del af mit liv. Jeg søgte ind på seminariet, fordi jeg havde fungeret som fodboldtræner i nogle år og fundet stor glæde ved det. Seminariet var super at gå på socialt, men jeg oplevede i meget ringe grad, at jeg blev klædt på til at fungere i "verdens bedste folkeskole", som vi tit fik at vide, at skolen var. Jeg havde, som fodboldtræner taget en række kurser, som DBU afholdte og oplevet, at det var noget jeg kunne bruge i praksis, når jeg fungerede som træner. Derimod var der ikke meget, jeg fik med fra seminariet til mit virke som lærer. 

Gennem mine mange år som lærer var jeg på mange kurser og uddannelser, og oplevede mange fælles tiltag på skolerne, som sjældent bidrog til min lærerpraksis

Min nysgerrighed førte til at jeg i 2006 tog den etårige uddannelse Supplering i Pædagogisk Psykologi, som svarer til en bachelor, hvilket var nødvendig, da min gamle læreruddannelse ikke talte som en bachelor. Det betød, at jeg i 2007 kunne begynde på kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

At læse på universitetet var en mærkelig verden for mig, der kommer fra en familiebaggrund, hvor jeg var den første, som tog en videregående uddannelse ved at blive skolelærer, og hvor mine forældre var ufaglærte. I begyndelsen var jeg meget benovet over at møde mennesker, som skrev bøger og optrådte i tv, men der var også meget, der undrede mig. Efterhånden som jeg læste flere og flere teorier op, fremstod det tydeligt, at rigtig mange forskere inden for det samfundsvidenskabelige felt var perspektivdrevne og havde meget lidt interesse for praksis. Min nysgerrighed og undren fik mig heldigvis til at beskæftige mig med mange teorier og perspektiver og deres relevans for praksis, hvilket har vist sig, at være en stor hjælp, når jeg er i praksis.

Efter endt uddannelse har jeg arbejdet med supervision og kompetenceudvikling af det pædagogiske personale først på en række daginstitutioner i Aarhus og siden ved PPR og Videns Center for Inklusion i Hedensted kommune. Her oplevede jeg i mit inklusionsarbejde og som LP vejleder rundt på skolerne, at de dyrt indkøbte uddannelsesforløb havde alt for ringe virkning på praksis.

Nu er læring en kompleks størrelse, og der er ingen universelle sandheder, men de uddannelser, som tilbydes til skoler, består i for høj grad af præsentation og en for lille indsats mht. at sikre, at lærere og pædagoger kan omsætte uddannelsen til konkrete undervisningshandlinger.

Det er præcist det som uddannelsen Systemisk Pædagogik og bogen Systemisk Pædagogik gør anderledes.