10-02-2016

Far, mor og ADHD

Mit første indlæg på denne blog, blev en meget længere sag end jeg havde planlagt. Faktisk så lang at der ikke er plads på bloggen. Jeg har derfor anbragt resten under fanebladet: Far, mor og ADHD. Egentlig ville jeg pege på to ting ved udsendelserne.

Dels det sørgelige faktum at der bliver brugt ualmindeligt mange resurser på at udrede (beskrive) og stemple børn med fx ADHD, på trods af at forskningen peger på, at det bidrager med meget lidt til at forandre, det levede liv for de selvsamme børn. Der er meget lidt reel praktisk hjælp til børn med vanskeligheder som ADHD. Og det er jo det, der i sidste ende hjælper, som vi også ser i udsendelsen.

Dels at DR formidler ADHD diagnosen ukritisk. For udsendelsen dokumenterer (dog ufrivilligt), at selve diagnosen ikke bidrager med noget, men at velkendte værktøjer, som ros og struktur, hjælper børnene. Værktøjer som sælges ukorrekt som ”ADHD behandling” i udsendelserne.

Så efter at have set de to udsendelser ”Far, mor og ADHD” sidder jeg derfor tilbage med nogle modsat rettede følelser. Jeg synes det er meget positivt, at der bliver sat fokus på betydningen af at inddrage forældrene. Programmet viser, hvor meget en systematisk indsats med fokus på at skabe løsninger, på kort tid kan ændre livet for de tre familier. For det er værd at bemærke at hele den forandringsproces vi fulgte, fandt sted på blot 8 uger.

På den anden side var det også sørgeligt at se DR behandle hele ADHD problematikken så overfladisk. Programmet er et godt eksempel på problemet ved at iklæde reality-tv et skær af videnskabelighed – blandingen ender i dårlig journalistik. Udsendelse forsimpler ADHD, i stedet for at forholde sig undersøgende til et område med så meget kompleksitet, som børns udvikling, deres hjerner og dermed diagnosen ADHD. Er man blot lidt nysgerrig, åbner der sig et oplagt spørgsmål for en journalistisk tilgang:

Hvorfor bruges der så mange penge og tid på at beskrive og administrere en stor gruppe børn (3-5% får en ADHD diagnose), når det er så simpelt at hjælpe dem i stedet for?

At kalde børnene ”ADHD-børn”, som udsendelsen gør, er en trist etikette, for som Socialstyrelsen selv udtrykker det: ”Har du set et barn med ADHD, har du set ét barn med ADHD” (2014). Børn med ADHD er meget forskellige.

Sidder man efter udsendelserne tilbage med en oplevelse af at, ”ADHD-børn” handler om en ekstrem mangel på selvkontrol/selvregulering, så er man blevet dårligt informeret. Jeg vil vende tilbage til de forsimplinger og ukorrektheder, som blev leveret i programmet.

På trods af den totale længde på hele indlægget er der meget, jeg ikke kommer omkring ved ADHD problematikken. Det er de mange forhold, som spiller med ind i den samlede problematik. I udsendelsen og i dette indlæg spiller ros en stor betydning, men fx har stress, søvnmangel, depression og sorg stor indflydelse på en diagnose som ADHD. Endelig er der store udsving i den hastighed, hvormed det enkelte barns hjerne udvikler sig og vanskeligheder er måske blot en forsinkelse i forhold til normen. Desuden er vores hjerner plastiske, dvs. at de har en enorm kapacitet for forandring (de er gode til at lære).

Resten af indlægget analyserer udsendelserne og svarer på et spørgsmål, som DR burde have stillet:

”Om det reelt hjælper børn og voksne at få en ADHD diagnose”?

Hvortil svaret er nej, det er der ikke rigtig noget, der peger på, men der er tale om børn, forældre, lærere og pædagoger, som skal have hjælp. Det kan du læse mere om her: Far, mor og ADHD.