Relationskompetence

Ligesom der er måder, som kan hjælpe med at opbygge en relation, er der handlinger, som kan være potentiel relations ødelæggende.

Relationskompetence er en kompetence, det kan være svær at indkredse, og som samtidig kan virke lidt mystisk og diffus. Både Hattie og Dansk Clearinghouse beskriver relationen mellem lærer og elev, som en slags grundforudsætning for gode undervisningshandlinger. Men hvordan kan vi forstå relationskompetencen, når den skal være en vigtig del af en undervisningspraksis?

Menneskelige aktører karakteriseres ved, at deres handlinger ikke frembringes af fysiske kræfter som tyngdekraften, men af intentionelle tilstande: behov, tro, viden, hensigter og forpligtigelser. Det er i sig selv vanskeligt at forklare, hvorfor menneskelige aktører, drevet af intentionelle tilstande, handler som de gør eller reagerer på hinanden som de gør (Bruner,1999).

Netop subjektiviteten ved relationen betyder, at der ikke er en sikker og universel måde at skabe gode faglige relationer med eleverne, men det er ikke det samme, som at der ikke er konkrete fremgangsmåder, som kan hjælpe på vej. At kunne vise anerkendelse og værdsættelse over for elevene er en grundforudsætning for en god relationskompetence, det kan du læse mere om under anerkendelse. Relationskompetence er en kompleks størrelse og jeg definerer den på følgende måde:

For at opbygge en god relation mellem lærer og elev kræves der interaktioner indeholdende anerkendelse og værdsættelse, hvor tid og historik, træghed og oplevet betydning indgår i tilblivelsen (fortællingen) af relationens beskaffenhed elev og lærer imellem (F. Østergaard, 2016).

Du kan læse mere om relationskompetencen i bogen Systemisk Pædagogik.