Kompleksitet i sociale systemer

Når vi som psykiske systemer agerer i den omverden, som er for kompleks til, at vi kan opfange andet end bidder af den, vil vi ofte kommunikere med forskellige billeder af den "anden", som er forsimplede. Vores egen-kompleksitet er for lav.

Skal man forstå undervisning og læring, er man nødt til at forstå kompleksitet. Man skal have værktøjer i sin værktøjskasse, som bidrager til komplekse løsninger på komplekse problemer. Det er oppe i tiden at lede efter snuptagsløsninger, som svarer til, at en mekaniker kun bruger en hammer til at reparere biler med.

Komplekse værktøjer har alle udgangspunkt i at forstå egne undervisningshandlinger, deres betydning for den enkelte elev, hvordan den enkelte elev lærer, og hvorledes man kan styre læringsprocessen. Bogen Systemisk Pædagogik giver en forståelse for kompleksiteten, men viser også hvordan konkrete komplekse værktøjer kan se ud, samt hvorledes man som fagvoksen kan holde en læringsproces på rette kurs.

Det moderne samfund kan kun i ringe grad forstås som en helhed, der let kan forklares. Man kan dele samfundet op i forskellige sociale systemer. Det kan være det politiske system, det økonomiske system, uddannelsessystemet og lignende. Disse systemer kan have helt forskellige værdier og normer og være styrede af forskellige og til dels modsætningsfyldte principper. Når vi kontinuerligt forholder os til andre mennesker, bliver vi alle deltagere i forskellige sociale systemer. De sociale systemer eller fællesskaber danner rammer og sætter betingelser for, hvordan vi kommunikerer og handler (Rasmussen 2004). Da vi alle deltager i sociale fællesskaber som fx familie, arbejde og skole, er det vigtigt at vi forstår noget om kompleksiteten i de sociale systemer.

Vi bliver ikke bare påvirket af disse sociale systemer. Vi kan selv påvirke og kan have direkte og indirekte indflydelse på de omgivelser eller fællesskaber, vi deltager i. En systemteoretisk forståelse af handlinger og adfærd indebærer derfor, at der foregår en interaktion mellem omgivelserne og det enkelte individ (psykiske system), hvor individet selv er en spiller i det sociale system og derved selv er med til at påvirke systemet. Det forholder sig ikke sådan, at vi alene er underlagt disse sociale systemer, og at det er systemet, som bestemmer, hvordan vi handler. Men alle systemer har spilleregler, som har betydning for hvordan vores handlinger opfattes af andre medspillere i systemet, afhængig af hvad vi gør. Det svære er at mange spilleregler ikke er eksplicitte eller afhænger af subjektive interpersonelle interaktioner imellem de psykiske systemer.  

Sociale systemer og naturvidenskabelig forskning

Fra naturvidenskaben er vi vant til at tænke i lineære forklaringer. Hvis vi kaster en sten op i luften så sørger tyngdekraften for at den falder ned igen – vi kan forudsige resultatet, det hedder kausalitet. Hvis motoren i vores bil fejler noget, kan mekanikeren måle på dele af systemet, eller skifte ødelagte komponenter ud. Selvom en motor er et kompliceret system og uforståelig for de fleste af os, så er hele motoren et kausalt system, modsat et socialt system som en klasse, eller en enkelt person, som i systemteorien betegnes et psykisk system. Et socialt- eller psykisk system er så komplekst, at kausalitet sjældent optræder.

I et socialt system vil det vi oplever som kausalitet næsten altid være korrelation. Korrelation er et udtryk for sammenhængen mellem to sæt af målinger/data. Det er ikke det samme som en kausal sammengæng en direkte årsag/virkning sammenhæng. Problemet er at der ofte tænkes og handles i undervisningen, som om korrelationer er årsags/virkning sammenhænge. Det skyldes bl.a. at korrelationsstudier serveres for os som om der er tale om kausalitet. 

Humberto R Maturana (1983: 122-123) peger på at forudsigelighed og dermed årsag/virkning ikke er muligt hos komplekse systemer. Fordi vores forudsigelseskraft begrænses af en række forhold. Så lad os kigge lidt på, hvorfor det ikke er muligt at lave kausal forskning: 

 1.) Dels er vi som iagttagere ikke altid i stand til at vide, hvad vi behøver at vide om et systems funktion. Tænk bare på, hvor utroligt meget vi stadig ikke ved om mennesket, og læg dertil den kompleksitet der opstår, når flere af disse psykiske systemer vi ikke ved så meget om, laver interaktioner med hinanden i et socialt system.


2.) Dels kan vores begrebsmæssige begrænsninger om et fænomen forhindre brugbare forudsigelser. Når der er så meget vi ikke ved, mangler vi begreber og forståelse for det vi ser, og hvordan undersøger man noget man ikke ved findes? Samtidig begrænses vi af kun at kunne undersøge det vi kan måle, vi har fx ikke et apparatur der kan måle livsvilje, subjektivitet, placebo og om en elev når sit fulde potentiale.


3.) Endeligt hvor vi som iagttagere interagerer med et strukturelt system og derved skaber de brugbare forudsigelser. Når vi laver undersøgelser, der involverer mennesker påvirker vores undersøgelser samtidig resultatet. Dertil kommer at hvis vi laver en intervention i skolen, kan vi nok måle forskellen på før og efter inden for visse parametre, men da vi ikke ved, hvad der ville være sket, hvis vi ikke foretog interventionen (en elev udvikler sig jo hele tiden), er det svært at vide hvor meget af forskellen mellem før og nu, der skyldes vores intervention, plus at en given intervention som virker i et socialt system ofte i sig selv er så komplekst at både forhold 1) og forhold 2) spiller ind, så vi har svært ved at vide hvad vi egentlig måler på.

Hvis du vil forstå mere om sammenhængen mellem uddannelsesforskning og praksis, kan du læse mere om det i bogen Systemisk Pædagogik.