Om inklusion og dens betydning for dagligdagen

Konflikter, larm og elever der ikke vil, det de skal, kan med rette opleves af den enkelte lærer, som en trussel mod ens eget ve og vel.

Når jeg er blevet tilkaldt til en skole, en lærergruppe og problemstillinger, som udfordrer i undervisningen, udspringer det ofte af en problematik som hænger sammen med elever som ikke bliver kvalitativ inkluderet. Det kan skyldes mange forhold og mange lærere kan kan nok nikke genkendende til den følgende fortælling, som stammer fra Jyllandsposten feb. 2014:

Lærer Mette Hedegård Tilst Skole blev uddannet i 2005 og underviser i bl.a. dansk, billedkunst og musik. Hun har i hver af sine klasser to til seks elever med særlige behov. Mette fortæller:

”Inklusionen fylder mere og mere i det daglige arbejde, fordi jeg laver særlige forløb for eleverne. Jeg skriver daglige beskeder til elevernes forældre, om hvordan det går. Nogle elever har brug for et personligt skema for at overkomme dagen. Nogen skal have belønninger for at løse opgaver, og andre skal have hjælp til at løse konflikter. Det fylder også i hverdagen, at jeg bruger tid på at reflektere over, hvordan det går med at inkludere eleverne i klassen. Det er sværest for mig, når jeg kan se, at det ikke lykkes. Jeg ville ønske, at jeg selv havde redskaberne. Jeg har ikke lært at undervise eksempelvis elever med ADHD. Hvis barnet så samtidigt kommer fra et hjem, hvor man ikke har ret mange ressourcer til at bakke op, så er det svært. Det slider, når jeg oplever, at jeg spiller alle de kort, jeg har, uden at det lykkes”. 

Inklusion fylder meget på skolerne for hele fagpersonalet. Det skyldes en kompleks blanding af manglende kompetencer, at have tid nok og den høje kompleksitet, når trivsel og læring skal opnås i et socialt system. Det er muligt at forbedre, men det kræver, at alle aktører fra politikere, ledelse og personale spiller sammen. Bogen Systemisk Pædagogik skitserer, hvad man skal sigte mod i praksis, når rammerne skal sættes.